Hjælp til følger efter hjerneskade

I Bornholms Regionskommune kan du få flere former for hjælp og støtte til følgerne efter en hjerneskade.

Kommunikationscentret tilbyder specialundervisning til voksne med blandt andet erhvervet hjerneskade. Indsatsen tager udgangspunkt i dine ressourcer, behov og hverdagsliv, og har til formål at understøtte aktivitet og deltagelse i daglige sammenhænge.

Kommunen har også et hjerneskadeteam, som arbejder med at koordinere indsatsen for mennesker, der er ramt af en hjerneskade. 

Brug søgefeltet herunder til hurtigt at finde det, du leder efter.

Kommunikationscentrets hjerneskadeafdeling har synskonsulenter, audiologopæder/tale-hørepædagoger og neuropædadoger tilknyttet.

Kommunen har også et hjerneskadeteam, som arbejder med at koordinere indsatsen for mennesker, der er ramt af en hjerneskade. Teamet består af en række fagpersoner, der hver især ved noget om rehabilitering efter en hjerneskade.​

Hvis du eller én af dine pårørende er ramt af en hjerneskade, kan du kontakte hjerneskadekoordinatoren og få rådgivning. Hjerneskadekoordinatoren har mulighed for at bringe sagen videre til hjerneskadeteamet.

​​​​​​​Kommunikationscentret tilbyder en indledende, personlig samtale. Herefter foretager en fagperson en faglig vurdering af dine kommunikative og kognitive funktioner og behov. På den baggrund afklares det, om du kan tilbydes undervisning på Kommunikationscentret og/eller om der er andre relevante indsatser eller tilbud, som kan understøtte dit rehabiliteringsforløb.

Vi tilbyder undervisning og rådgivning om følgevirkninger efter hjerneskade til dig og dine pårørende. Vi tilbyder introduktion samt afprøvning af hjælpemidler og strategier, der kan kompensere for din funktionsnedsættelse og understøtte din selvstændighed, deltagelse og hverdagsfunktion.

Undervisning tilrettelægges individuelt og målrettet med afsæt i dine ønsker, mål og ressourcer. Undervisningen foregår i en rehabiliterende ramme med fokus på overførsel til din hverdag.

Du kan henvende dig, hvis du er voksen og oplever begrænsninger relateret til erhvervet hjerneskade.

Du kan henvende dig ved at kontakte Kommunikationscentret direkte eller via henvisning fra hospital, egen læge eller speciallæge. Der kan forekomme ventetid.

Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i dine ressourcer, behov og mål. Rehabiliteringen sker i et samarbejde med dig og har fokus på at understøtte din selvstændighed, aktivitet og deltagelse i hverdagslivet.

Undervisning, rådgivning og afprøvning af hjælpemidler kan foregå både i dit hjem og på Kommunikationscentret. Valg af ramme sker efter faglig vurdering og i dialog med dig, og der indgås aftaler om forløbet.  

For at et hjælpemiddel kan bevilges, skal det i væsentlig grad afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og understøtte din mulighed for aktivitet og deltagelse. Hjælpemidler udlånes vederlagsfrit, men du er selv ansvarlig for almindelig vedligeholdelse. Hjælpemidler skal tilbageleveres efter endt brug.

Afasi er en erhvervet sproglig funktionsnedsættelse, som oftest opstår efter en hjerneskade, fx som følge af blodprop eller blødning i hjernen. Afasi påvirker den måde, du kommunikerer på, og kan komme til udtryk ved begrænsninger med at:

  • forstå talt sprog
  • udtrykke sig mundtligt
  • læse
  • skrive og stave

Afasi kan desuden være forbundet med skjulte begrænsninger, såsom nedsat overblik, træthed, nedsat koncentrationsevne eller ændret social deltagelse.

Indsatsen på Kommunikationscentret tilrettelægges i et samarbejde med dig med fokus på dine ressourcer, mål og meningsfuld deltagelse i hverdagslivet. I undervisningen arbejdes der med funktionel kommunikation i autentiske sammenhænge.

Der tilbydes individuel undervisning og gruppeforløb, hvor der blandt andet arbejdes med:

  • sproglige og kommunikative færdigheder med afsæt i dine aktuelle begrænsninger
  • strategier og støttende kommunikationsformer, som du kan anvende i dagligdagen
  • styrkelse af din deltagelse i sociale, familiemæssige og arbejdsrelaterede sammenhænge

Dysartri er en erhvervet motorisk talebegrænsning, der opstår som følge af en hjerneskade, fx blodprop eller blødning, eller som følge af en hjernesygdom som fx sclerose eller Parkinsons sygdom. Dysartri kan påvirke tydeligheden og forståeligheden af din tale og dermed din kommunikation i hverdagen.

Indsatsen på Kommunikationscentret tilrettelægges i samarbejde med dig med fokus på funktionel kommunikation og din deltagelse i hverdags- og arbejdsrelaterede aktiviteter. Undervisningen tilbydes som individuelle forløb og kan omfatte:

  • tale- og åndedrætsøvelser, der styrker tydelighed og udholdenhed i din tale
  • strategier og støttende kommunikationsformer, som du kan anvende i dagligdagen
  • tilpasning til konkrete situationer i dit hjem, sociale sammenhænge og arbejdsliv

Efter en erhvervet hjerneskade kan der opstå usynlige eller mindre synlige funktionsnedsættelser, som kan få betydning for din hverdag, deltagelse og livskvalitet. Følgerne varierer fra person til person og kan blandt andet omfatte:
 
Hukommelse
Begrænsninger – eksempler:
  • Glemmer aftaler, navne eller beskeder
  • Glemmer, hvad du har lavet for kort tid siden
  • Nedsat evne til at tilegne dig ny viden eller lære nye færdigheder
 
Opmærksomhed og koncentration
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat evne til at fastholde opmærksomhed over tid
  • Nedsat evne til at håndtere flere aktiviteter ad gangen
  • Distraheres og afledes let
 
Overblik, planlægning og initiativ
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat evne til at planlægge og strukturere aktiviteter, fx en fødselsdag
  • Nedsat overblik i hverdagsaktiviteter, som fx madlavning
  • Nedsat evne til at igangsætte, gennemføre og afslutte opgaver
 
Træthed
Begrænsninger – eksempler:
  • Hurtigere mental og/eller fysisk udtrætning end tidligere
  • Behov for hyppige pauser for at kunne fungere i hverdagen
  • Træthed kan forstærke andre funktionsnedsættelser og gøre opgaver mere uoverskuelige
 
Orienteringsevne
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat evne til at finde rundt, også i kendte omgivelser
  • Nedsat evne til at vurdere afstande og retninger
  • Nedsat evne til at aflæse analoge ure
 
Tidsfornemmelse
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat fornemmelse for dag, dato og tid
  • Nedsat fornemmelse for, hvor lang tid en aktivitet varer
  • Nedsat fornemmelse for hvornår ting er sket
 
Sanseindtryk
Begrænsninger – eksempler:
  • Overfølsomhed over for lyd, lys eller berøring
  • Nedsat eller ændret smags- og lugtesans
  • Synsforstyrrelser, fx synsfeltudfald
 
Indsigt i egen situation
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat indsigt i at have pådraget sig en hjerneskade
  • Nedsat indsigt i følgerne af hjerneskaden
  • Nedsat evne til at vurdere konsekvenserne af hjerneskaden
 
Apraksi
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat evne til at tage tøj af og på
  • Nedsat evne til at anvende dagligdags redskaber, fx bestik eller tandbørste
  • Nedsat evne til at udføre målrettede handlinger, fx at binde snørebånd
 
Ændringer i personlighed og følelsesliv
Begrænsninger – eksempler:
  • Nedsat evne til at regulere følelsesmæssige reaktioner, fx gråd, vrede eller latter
  • Nedtrykthed eller depressive symptomer
  • Oplevelse af opgivenhed eller reduceret følelsesmæssig reaktion

Kontakt

Hjerneskadekoordinator
Henriette Nielsen
56 92 77 85

Kommunikationscenteret
Sveasvej 8
3700 Rønne
56 92 64 00

Telefontid:
Mandag - fredag kl. 08.00-10.00

Åbningstid: Kun efter aftale

kommunikationscentret@brk.dk 

Brug Digital Post, hvis din henvendelse indeholder fortrolige eller følsomme personoplysninger.