
Synsnedsættelse - voksne
På Kommunikationscentret kan voksne med nedsat syn få gratis råd og vejledning omkring det at leve med nedsat syn.
Brug søgefeltet herunder til hurtigt at finde det, du leder efter.
Hvem er vi?
I Kommunikationscenterets synsafdeling arbejder synskonsulenter med kendskab til øjensygdomme, kompenserende hjælpemidler, ADL (Almindelig Daglig Levevis), Orientering & Mobility (evnen til at orientere sig og færdes med en synsnedsættelse) samt rådgivning og specialundervisning.
Hvad kan vi tilbyde?
Hos synsafdelingen på Kommunikationscentret tilbyder vi rehabilitering for voksne med nedsat syn.
Formålet er at støtte dig i at kunne deltage aktivt i hverdagsliv, arbejde og fritid – på dine egne præmisser.
Vi tager udgangspunkt i din livssituation, dine ressourcer og dine ønsker, og sammen tilrettelægger vi et målrettet og meningsfuldt forløb.
Vi tilbyder afprøvning af og rådgivning i brug af hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere, når synet er nedsat. Eksempelvis lys og forstørrelse, elektroniske og teknologiske løsninger, samt andre individuelle synshjælpemidler.
Vi tilbyder specialundervisning i ADL, orientering og mobility, samt i brugen af teknologiske løsninger, som har til formål at styrke din selvstændighed, mestring og deltagelse i hverdagen. Undervisningen planlægges ud fra dine behov og kan foregå på Kommunikationscentret, dit hjem og nærmiljø eller din arbejdsplads.
Fagprofessionelle, der arbejder med personer med nedsat syn og blindhed – for eksempel på plejehjem, sociale botilbud eller i hjemmeplejen kan få kurser og undervisning hos os.
Hvem kan henvende sig?
Alle voksne kan få gratis rådgivning vedrørende synsnedsættelse på Kommunikationscentret.
Henvendelse kan ske personligt, via pårørende eller fagprofessionelle, der arbejder med personer med nedsat syn.
For at være bevillingsberettiget til synshjælpemidler og specialundervisning, der kan kompensere din synsnedsættelse, skal du først have været hos en øjenlæge eller optiker og fået konstateret en varig synsnedsættelse svarende til 30% eller mindre af normalt syn, eller øjenlidelser der medfører lysfølsomhed og indskrænkning af synsfelt.
Værd at bemærke
Afdækning af hjælpemiddelbehov og specialundervisning foregår efter forudgående aftale. Der kan forekomme ventetid. Ved behov kan Kommunikationscentret arrangere kørsel.
For at et hjælpemiddel kan bevilges skal det i væsentlig grad afhjælpe følgerne af synsnedsættelsen. Hjælpemidler udlånes gratis, men man skal selv sørge for almindelig vedligeholdelse. Hjælpemidler skal leveres tilbage efter endt brug.
Kurser
Kurser for personer med nedsat syn, pårørende og fagprofessionelle kan tilbydes efter behov.
Kontakt
Kommunikationscenteret
Sveasvej 8
3700 Rønne
56 92 64 00
Telefontid:
Mandag - fredag kl. 08.00-10.00
Åbningstid: Kun efter aftale
Brug Digital Post, hvis din henvendelse indeholder fortrolige eller følsomme personoplysninger.
Nyttige links
- Synscenter Refsnæs
- Instituttet for Blinde og Svagsynede
- Afdeling for Øjensygdomme - Rigshospitalet
- Om øjensygdomme - Kennedy Centret
- Social- og Boligstyrelsen - Synshandicap
- NOTA - Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder
- Dansk Blindesamfund
- Dansk Blindesamfunds Ungdom
- Øjenforeningen - Se hele livet