Søer

Borgedalssøen på Bornholm

Bornholm rummer mange søer og vådområder, som er en vigtig del af øens landskab og natur. De fleste søer er relativt små og lavvandede, og kun 14 af de bornholmske søer er større end 3 hektar (30.000 m²).

Søerne spiller en vigtig rolle for biodiversiteten og fungerer som levesteder for en lang række planter og dyr. Flere af de større søer har særlig betydning for fuglelivet og fungerer som vigtige yngle- og rasteområder for både lokale fuglearter og trækfugle.

Ølene, Svinemose, Bastemose og Hundsemyre er eksempler på større søområder, som har stor betydning for fuglelivet og rummer oplevelsesrige naturområder.

Små vandhuller med lavvandede områder er særlig vigtige som ynglesteder for frøer, tudser og salamandre.

Søernes udformning og naturtilstand varierer og afhænger blandt andet af de geologiske forhold, oplandets karakter og de omkringliggende arealer.

Mange søer på Bornholm har et højt næringsindhold, hvilket kan påvirke vandkvaliteten og den naturlige balance i søerne. I søer med et højt næringsindhold kan der være øget algevækst og mindre klart vand, hvilket påvirker levevilkårene for planter og dyr i og omkring søerne.

Søer og vandhuller er beskyttede i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3, når de er på 100 m2 eller mere. Den åbne vandflade og det tilstødende vådområde med vand- og sumpplanter indgår i det beskyttede areal.

Beskyttelsen betyder, at søen skal bevares, og at der ikke må ske ændringer i tilstanden af søen.

Beskyttelsen skal sikre, at søernes natur- og landskabsværdier bevares, og at der for eksempel ikke må ske ændringer, som kan forringe søerne som levesteder for bestande af vilde dyr og planter.

Det er i udgangspunktet ikke tilladt at ændre søer og vandhullers fysiske tilstande ved for eksempel at ændre i brinkforholdene, foretage opfyldning, oprensning eller udvidelse.

Det er som udgangspunkt heller ikke tilladt at udsætte ænder, fisk, krebs eller andre dyr, ligesom det ikke er tilladt at vildtfodre så tæt på søer og vandhuller, at disse påvirkes med udledning af næringsstoffer, da dette kan medføre en tilstandsændring af søerne.

Mange søer er omfattet af kravet om dyrkningsfrie bræmmer på to meter i henhold til bræmmebestemmelsen. Omkring søer, der er større end 3 ha, gælder er der desuden en søbeskyttelseslinje som har til formål at sikre søer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.

Alle ændringer i tilstanden af eksisterende søer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 kræver dispensation fra beskyttelsesbestemmelsen, uanset om formålet har et naturforbedrende sigte. Indsatser, som f.eks. oprensninger, som har et naturforbedrende formål, vil i mange tilfælde kunne opnå en dispensation.

Hvis du ønsker at foretage et tiltag i en sø, skal du sende en ansøgning om dispensation til kommunen på mail naturbeskyttelse@brk.dk. I en ansøgning skal du kort beskrive og begrunde, hvad du søger om, og vedlægge et kort over området. I de fleste tilfælde vil vi være interesserede i at komme ud og se søen.

Du er altid velkommen til at kontakte kommunen på naturbeskyttelse@brk.dk, hvis du har spørgsmål til § 3-beskyttelsen eller overvejer at foretage ændringer. En tidlig dialog kan ofte afklare muligheder og begrænsninger og spare både tid og ressourcer.

Etablering af en sø kan være omfattet af kravet om en landzonetilladelse. Dette kan blandt andet være hvis søen får en dybde på over 0,5 m og et areal der er 100 m2 eller større.

Ændret anvendelse af arealer og ændringer i det bestående terræn eller landskab kan medføre et krav om landzonetilladelse.

I behandlingen af det pågældende projekt foretages der en vurdering af om det bestående landskab påvirkes i et væsentligt omfang.

Bornholms Regionskommune skal vurdere om et projekt har en væsentlig påvirkning på naturen og landskabet.

For at kunne vurdere om et projekt har en væsentlig påvirkning på landskabet er det afgørende at der indleveres et fyldestgørende ansøgningsmateriale der belyser projektet i detaljer.

Brug denne ansøgningsskabelon

Såfremt der er spørgsmål vedr. landzoneforhold i forbindelse med naturprojekter er det også muligt at henvende sig til landzone@brk.dk

Send ansøgning