Indsatser i vandområdeplanerne

Vandområdeplanerne er statslige planer som skal sikre et bedre vandmiljø for grundvand og overfladevand.

Vandområdeplanerne er Danmarks plan for at kunne leve op til kravene i EU’s vandrammedirektiv.

Direktivets mål er at sikre god tilstand i alle EU landes vådområder, herunder vandløb, søer, den kystnære del af havet og grundvandet.

Statens vandområdeplaner har lignende målsætninger, som skal sikre god tilstand i det danske vandmiljø.

Vandområdeplanerne er delt op i planperioder på 6 år. Den første planperiode var 2009-2015, anden planperiode var 2015-2021 og nu er vi i tredje planperiode 2021-2027. Vandområdeplanerne for fjerde planperiode, 2027-2033, er under udvikling.

Bornholms Regionskommune er omfattet af Vandområdeplanerne og skal sikre at indsatser fastlagt i planerne bliver undersøgt og evt. gennemført hvis dette kan gøres omkostningseffektivt. Kommunen har mulighed for at søge om tilskud til at få undersøgt og udført de fastlagte indsatser.

Mange af de fastlagte indsatser befinder sig på privatejede arealer. Der vil altid ske en inddragelse af de berørte lodsejere under forundersøgelser og før en indsats bliver gennemført. Berørte lodsejere vil ikke have nogen forpligtigelse til at finansiere eller vedligeholde det der udføres gennem indsatserne fra Vandområdeplanerne.

Indsatser fra Vandområdeplanerne 2021-2027 består, på Bornholm, kun af indsatser i vandløb. Disse er opdelt i 8 typer af indsatser, hvor der kun er udpeget 4 typer indsatser på Bornholm. Disse består af fjernelse af fysiske spærringer, genslyngning, åbning af rørlagte strækninger og mindre strækningsbaserede restaureringer.

Indsatsen ”mindre strækningsbaserede restaureringer” kan indeholde mindre tiltag, som for eksempel etablering af gydebanker, udskiftning af bundmateriale, hævning af vandløbsbunden eller plantning af træer langs vandløbet.

Vandløbene er desuden inddelt i vandområder som hver kan indeholde flere indsatser. Et vandområde er en delstrækning af et vandløb.

Bakkebæk – Åbning af en rørlagt strækning

Kobbe Å – Fjernelse af en fysisk spærring

Bagge Å – Fjernelse af en fysisk spærring

Øle Å – Tre indsatser fordelt på tre vandområder. Fjernelse af to fysiske spærringer og mindre strækningsbaserede restaureringer

Grødby Å – Mindre strækningsbaserede restaureringer

Samsing Å – Mindre strækningsbaserede restaureringer

Vellens Å – Fire indsatser fordelt på tre vandområder. Fjernelse af en fysisk spærring, mindre strækningsbaserede restaureringer i to vandområder og en genslyngning der er ændret til fjernelse af en fysisk spærring.

Nydams Å – Mindre strækningsbaserede restaureringer

Søbæk – Mindre strækningsbaserede restaureringer

Læså – Mindre strækningsbaserede restaureringer

Dammebæk – Mindre strækningsbaserede restaureringer

For tidligere planperioder er der kun vist de indsatser der er blevet gennemført. Der har altså været undersøgt flere indsatser, men de har vist sig ikke at være omkostningseffektive og er derfor udtaget.

Anden planperiode 2015-2021

Øle Å – Fjernelse af to fysiske spærringer

Første planperiode 2009-2015

Læså – Åbning af to rørlagte strækninger

Tingsted Å – Åbning af rørlagte strækninger

Hvis du vil vide mere om Vandområdeplanerne, tilskudsmuligheder, lovstof mm. kan informationerne findes på hjemmesiden for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Vil du vide mere om de specifikke vandområder, indsatser, miljømål mm. kan det findes på Miljøgis