Fleksjob / ledighedsydelse

Fleksjob / ledighedsydelse er en ydelse til dig, der er visiteret til fleksjob og midlertidigt er uden arbejde. Den skal sikre økonomisk støtte, mens du søger et fleksjob eller er ledig fra et fleksjob, og du kan få hjælp til at beregne din indtægt i fleksjob på denne side.

Hvad leder du efter?

Beregneren viser din samlede månedsindtægt i fleksjob. Indtægten består af:

  • en løn fra arbejdsgiver
  • et fleksløntilskud fra kommunen, der beregnes ud fra lønnen.

Beregningen er vejledende, og den er baseret på dine oplysninger om løn og arbejdstid. Den løn, du indtaster i beregneren, er inkl. pension og diverse tillæg som fx anciennitetstillæg og funktionstillæg. Du kan højst få udbetalt en samlet indtægt, der svarer til lønnen på fuldtid i den pågældende stilling. Fleksløntilskuddet gøres mindre, når løn og fleksløntilskud til sammen overstiger den fulde løn.

Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare.

Disse betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan bevilge dig et fleksjob:

  • Du skal være under folkepensionsalderen
  • Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat
  • Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse, fx gennem omplacering, skal være undersøgt.

Der findes fleksjob inden for alle brancher. I et fleksjob kan du både arbejde med det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Eller du kan skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.

Fleksjob bevilges som udgangspunkt for en midlertidig periode på op til 5 år ad gangen. Inden periodens udløb foretager kommunen en vurdering af, om du fortsat opfylder betingelserne for fleksjob. Hvis det er tilfældet, kan fleksjobbet forlænges – også i samme ansættelse.

I særlige tilfælde kan fleksjob bevilges som varigt, hvis jobcenteret vurderer, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat, og at arbejde på almindelige vilkår ikke er realistisk.

Hvis du er ansat i fleksjob oprettet før 1. januar 2013, gælder særlige overgangsregler. Ved skift til nyt fleksjob vil de gældende regler for fleksjob blive anvendt.

Opfølgning
Du bliver løbende indkaldt til opfølgningssamtaler med jobcenteret, som sikrer, at fleksjobbet fortsat matcher din arbejdsevne og situation.

Du kan ønske at komme i fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, dvs. i den virksomhed, hvor du er – eller senest har været – ansat på almindelige vilkår. Inden du kan ansættes i fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, skal du opfylde de almindelige betingelser. Derudover skal du – hvis du har mere end 6 år tilbage til folkepensionsalderen - have været ansat på arbejdspladsen efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår i mindst 12 måneder.

Det gælder dog ikke, hvis du har været udsat for en akut opstået skade eller sygdom, fx en arbejdsulykke, og det samtidig er åbenlyst formålsløst at få dig tilbage i job på almindelige vilkår.

Som selvstændig erhvervsdrivende kan du af kommunen få tilbud om støtte i form af tilskud til din selvstændige virksomhed, hvis du har varige og væsentlige begrænsninger i din arbejdsevne i forhold til arbejdet i virksomheden.

Desuden er det en betingelse, at:

  • din virksomhed er din hovedbeskæftigelse
  • du inden for de seneste 24 måneder har arbejdet på din virksomhed i, hvad der svarer til lønarbejde i mindst 30 timer om ugen i sammenlagt 12 måneder.

Tilskuddets størrelse afhænger af virksomhedens overskud før renter.

Fleksydelse minder meget om efterløn. Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse, der giver dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, før du når folkepensionsalderen. Fleksydelse er målrettet personer, der er godkendt til et fleksjob og som har tilmeldt sig fleksydelsesordningen.

Hvornår du kan gå på fleksydelse, hvor længe og hvor meget du kan få i fleksydelse afhænger af, hvornår du er født:

Læs mere om, hvem der kan få fleksydelse

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen, inden fire uger efter at du har modtaget kommunens afgørelse. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.