Hvad er mine forpligtelser som grundejer?
Er du grundejer og har skel ud mod offentlig vej, privat fællesvej, offentlig sti eller privat fællessti, ,har du pligt til at sørge for at træer, buske og anden beplantning ikke er til gene for færdslen.
Beskæring af beplantning
- Hæk og hegn skal holdes bag skel og kun vokse til skel. Det vil sige at du som grundejer skal have klippet al beplantning ind i flugt med skel.
- Der skal være en frihøjde på minimum 4,5 meter hen over vejen samt 1 meter ind fra vejkanten. Det sikrer at høje køretøjer som lastbiler, busser, renovationsvogne mv. kan passere sikkert.
- Der skal være en frihøjde på minimum 2,75 meter hen over fortov og sti/cykelsti. Det sikrer plads til f.eks. driftskøretøjer.
- Træer, hække eller anden beplantning, der dækker for færdselsskilte og -tavler, vejnavneskilte, brandhaner, elskabe, gadelamper mv. skal beskæres, så de er synlige og tilgængelige.
Hvad kan kommunen gøre?
Kommunen kan som vejmyndighed gribe ind, hvis
der opstår væsentlige gener for færdslen eller oversigten på vejen/fortovet,
grundejeren ikke overholder reglerne om beskæring,
der kommer en klage over manglende beskæring og gener som følge heraf.
Hvis grundejeren ikke har udført sine forpligtelser, kan kommunen udføre arbejdet for grundejerens regning.