Fagudvalget kan årligt drøfte og beslutte hvad der konkret skal afsættes ressourcer til i forhold til trafiksikkerhedsarbejdet det kommende år. Der kan tages udgangspunkt i nedenstående 6 mulige indsatsområder. Indsatsområderne er ikke individuelt prioriterede.
Skoleveje
Kortlægning af tryghed og sikkerhed på skoleveje, herunder både fysisk og oplevet tryghed. Tiltag som ankomstzoner, vejlukninger, fartdæmpning og variable
færdselstavler m.v. kan indgå mhp. at fremme sikkerhed for skoleelever, der ankommer til skole til fods eller på cykel. Inddragelse af skoler, forældre og elever
samt muliggøre brug af kampagner.
Cykeltrafik
Udvikling af sammenhængende og sikre cykelstier. Fokus på drift og vedligehold, herunder snerydning, belægning og belysning. Etablering af egentlige
skolecykelruter.
Rundkørsler og vejkryds
Udformning af rundkørsler og vejkryds med målrettet fokus på cyklisters og fodgængeres sikkerhed. Prioritering af uheldsbelastede vejkryds og rundkørsler. Anvendelse af empiri fra øvrige danske kommuner.
Hastighed og adfærd
Planlægning af hastighedszoner og anvendelse af fartdæmpende foranstaltninger.
Brug af visuelle virkemidler, politiets ATK-udstyr og kampagner for at påvirke den trafikale adfærd.
Trafikregulering i kystbyer
Trafikregulering i kystbyer, mhp. at fremme trafiksikkerhed og fremkommelighed, særligt i sommersæsonen, fx gennem etablering af bynære parkeringsarealer.
Andre trafiksikkerhedsmæssige tiltag
Gennemførelse af mere omfattende kampagner, ekstern rådgivning vedrørende trafiksikkerhed, software og andet udstyr til trafiktællinger hastighedsmålinger, pulje til akutte mindre projekter m.v.