Miljøgodkendelse til Ellesgård, Østermarie

Bornholms Regionskommune, Center for Miljø, Plan og Kultur har i henhold til § 16a, stk. 2 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. meddelt miljøgodkendelse efter § 16a til husdyrproduktionen på Ellesgård, Kirkebyvej 39, 3751 Østermarie

Miljøgodkendelsen muliggør, at den eksisterende griseproduktion på Ellesgård fremover kan drives efter stipladsmodellen. Der skal ikke bygges nye stalde, og der foretages ikke ændringer eller udvidelser af det eksisterende staldanlæg. Det samlede produktionsareal er uændret og udgør 2.464 m².

Stipladsmodellen betyder, at miljøgodkendelsen tager udgangspunkt i størrelsen og indretningen af det areal i staldene, hvor grisene opholder sig – det såkaldte produktionsareal – frem for et bestemt antal grise, der må produceres om året. Den eksisterende godkendelse er derimod baseret på et bestemt antal producerede grise pr. år. Produktionen skal fortsat foregå inden for de stalde og produktionsarealer, der er omfattet af miljøgodkendelsen.

Miljøgodkendelsen giver samtidig mulighed for, at de eksisterende slagtegrisestalde fleksibelt kan anvendes til enten smågrise eller slagtegrise. Det kaldes en flexgruppe. Ved beregning af lugt og ammoniak anvendes den type grise, der giver den højeste beregnede emission. I dette tilfælde er det slagtegrise. Beregningerne tager dermed udgangspunkt i den anvendelse af staldene, der giver den største miljøpåvirkning. Hvis staldene anvendes til smågrise, vil emissionen være lavere end den, der er lagt til grund for beregningerne.

Husdyrgødningen fra produktionen opbevares i ejendommens tre eksisterende gyllebeholdere. Teltoverdækning af alle tre gyllebeholdere indgår som et miljøtiltag i den godkendte drift. Teltoverdækningen reducerer ammoniakemissionen fra opbevaringen af husdyrgødning og begrænser samtidig lugt fra gyllebeholderne.

Det midlertidige stop for konventionelle svinestalde

Det midlertidige stop vedrører etablering og udvidelse af konventionelle svinestalde. Miljøgodkendelsen af Ellesgård vedrører den eksisterende produktion i de eksisterende stalde og indebærer hverken etablering af nye stalde eller udvidelse af det eksisterende staldanlæg. Miljøgodkendelsen er derfor ikke omfattet af det midlertidige stop.

Vilkårene for miljøgodkendelsen samt de vurderinger, der ligger til grund for afgørelsen, fremgår af den offentliggjorte miljøgodkendelse.

Offentliggørelse

Miljøgodkendelsen vil være tilgængelig her på regionskommunens hjemmeside fra den 2. oktober 2026. 

 

Klagevejledning

Bornholms Regionskommunes afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af afgørelsens adressat og enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald samt Styrelsen for Patientsikkerhed. Endvidere kan en række lokale og landsdækkende foreninger og organisationer klage over visse afgørelser.

Klagefristen udløber den 30. oktober 2026, dvs. 4 uger fra den 2. oktober 2026, hvor afgørelsen er annonceret på regionskommunens hjemmeside.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal du sende klagen via klageportalen for Nævnenes Hus, inden klagefristen udløber. Yderligere klagevejledning og links til klageportalen findes på hjemmesiden for Nævnenes Hus https://naevneneshus.dk/.  Disse links fører dig til klageportalen, som du logger på med MitID. Du kan også tilgå klageportalen fra www.borger.dk eller www.virk.dk. Klagen skrives direkte i klageportalen, og det er muligt at vedhæfte dokumenter til klagen. Klagen sendes gennem klageportalen til Bornholms Regionskommune, som videresender den til Miljø- og Fødevareklagenævnet med den på­klagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. 

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Bornholms Regionskommune via klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om klageportalen, med mindre du er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Bornholms Regionskommune. Kommunen videresender din anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som afgør, om du kan fritages. 

Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af en klage, at den klageberettigede indbetaler et gebyr på 900 kr. (private) og 1.800 kr. (virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder) til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Betaling af klagegebyr sker online i forbindelse med indgivelse af klagen via klageportalen. Hvis gebyret ikke indbetales inden udløbet af klagefristen, afvises klagen.

Klagegebyret tilbagebetales, hvis: 

  • Klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves
  • Klager får helt eller delvist medhold i klagen
  • Klagen bliver afvist, fordi klagefristen er overskredet
  • Klager ikke er klageberettiget 
  • Klagen ikke er omfattet af Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence

En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.

Center for Miljø, Plan og Kultur

01 Oct

Dato

Offentliggjort 01. okt. 2026Frist 30. okt. 2026