Ansøgning om miljøgodkendelse til St. Muregaard, Klemensker

Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug fastsætter, at der skal udarbejdes en miljøgodkendelse eller et tillæg til en eksisterende miljøgodkendelse, når der sker etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug. Miljøgodkendelsen skal blandt andet belyse risikoen for nabogener og påvirkningen af miljø og natur.

Denne annonce har til formål at orientere om, at Brian Kofoed har ansøgt om §16a-miljøgodkendelsen til husdyrproduktionen på St. Muregård, Bedegadevej 44, 3782 Klemensker.

Der har tidligere været gennemført en forhøring af projektet. Efter forhøringen er projektet blevet revideret, og der er foretaget ændringer i forhold til den oprindeligt fremlagte ansøgning. Da ændringerne har betydning for projektets udformning, genannonceres ansøgningen, så offentligheden får mulighed for at orientere sig om det reviderede projekt og fremsætte eventuelle bemærkninger.

St. Muregård søger om godkendelse af husdyrproduktionen efter stipladsmodellen i henhold til husdyrbruglovens regler fra 2017. Ejendommen har i dag en miljøgodkendelse (§ 12, tillæg nr. 3) fra november 2020, som giver tilladelse til en produktion på 1.450 årssøer, 55.600 smågrise, 10.100 slagtesvin samt 525 slagtesvin/polte årligt.

Den eksisterende godkendelse er endnu ikke fuldt udnyttet, da en planlagt udvidelse af drægtigheds- og smågrisestalden samt opførelse af en slagtesvinestald ikke er gennemført. Med den nye ansøgning ønskes det eksisterende produktionsanlæg samt tidligere godkendte udvidelser samlet godkendt efter stipladsmodellen. Samtidig ønskes projektet tilpasset de aktuelle behov på bedriften.

Projektet indebærer blandt andet, at et eksisterende staldafsnit fortsat skal være i drift, og at et andet staldafsnit fremover skal kunne anvendes fleksibelt til både polte, gylte og aflastning af søer. Den tidligere godkendte udvidelse af slagtesvinestalden ønskes ikke gennemført. I stedet ønskes smågrisestalden og drægtighedsstalden udvidet i et større omfang end tidligere godkendt, ligesom farestalden ønskes udvidet. 

Derudover planlægges etablering af en ny aflastningsstald, et lager samt et overdækket opbevaringsareal. Ved de nye stalde opføres mindre lagerbygninger til halm.

Projektet gennemføres i tre etaper. Første etape omfatter godkendelse af den eksisterende produktion samt etablering af en aflastningsstald. Anden etape omfatter en udvidelse af smågrisestalden, mens tredje etape omfatter udvidelse af soholdet gennem forlængelse af drægtighedsstalden og farestalden.

Etableringen af aflastningsstalden og udvidelsen af smågrisestalden skal styrke dyrevelfærden uden væsentlig forøgelse af produktionen. Aflastningsstalden skal skabe bedre muligheder for håndtering af søer med særlige behov, mens udvidelsen af smågrisestalden skal sikre tilstrækkeligt areal i forhold til fremtidige krav. 

Udvidelsen omfatter blandt andet en ekstra sektion med syge- og aflastningsstier til smågrise. Farestalden ønskes udvidet for at kunne opfylde kommende krav til farestier, og alle eksisterende farestalde er allerede indrettet til løsgående diegivende søer.

I tredje etape udvides soholdet gennem en forlængelse af drægtighedsstalden, som skal sikre tilstrækkelig plads i forhold til forventede fremtidige arealkrav. Samlet set udvides produktionsarealet i de første to etaper uden væsentlig forøgelse af produktionen.

Der opføres desuden mindre halmlagre ved de enkelte stalde for at lette den daglige håndtering af halm, som anvendes som strøelse i alle staldafsnit.

Det samlede produktionsareal udgør 8.322 m² i etape 1, 9.767 m² i etape 2 og 11.660 m² i etape 3. 

Husdyrgødningen fra produktionen opbevares i eksisterende gyllebeholder på ejendommen samt i ansøgers beholdere på andre ejendomme. Der sker ikke ændringer i opbevaringskapaciteten på ejendommen som led i projektet.

Bornholms Regionskommune indkalder hermed idéer og forslag til, hvilke miljøforhold eller andre forhold knyttet til projektet, der bør undersøges nærmere i det tillæg til miljøgodkendelse, som udarbejdes, idet annoncen desuden indleder høringsfasen for projektet.

På baggrund af den modtagne ansøgning og eventuelt indkomne idéer m.m. vil der blive udarbejdet et udkast til miljøgodkendelse til husdyrbruget. Bornholms Regionskommune skal gøre opmærksom på, at enhver kan få tilsendt dette udkast til afgørelse, når det foreligger. Enhver, der berøres af afgørelsen, herunder organisationer og foreninger, jf. lovens bestemmelser herom, har desuden ret til at kommentere udkastet til afgørelse. 

Idéer, forslag og bemærkninger

Fristen for at komme med idéer, forslag og bemærkninger til projektet er 6. juli 2026.

Indlæg skal være skriftlige og sendes til: Center for Miljø, Plan og Kultur, Skovløkken 4, 3770 Allinge, eller pr. e-mail til nmf@brk.dk i mailen eller brevet skal du henvise til journalnr: 22/10157.  

Oplysninger om projektet kan fås ved henvendelse til Helle Thers, tlf.:56 92 20 74 eller e-mail: Helle.Thers@brk.dk 

Center for Miljø, Plan og Kultur

18 Jun

Ansøgning om miljøgodkendelse til St. Muregaard, Klemensker

Kategori

Høringer & offentliggørelser, Høringer

Dato

Offentliggjort 18. jun. 2026Frist 06. jul. 2026