I løbet af weekenden var ca. 60 medarbejdere og frivillige fra Bornholms Regionskommune i arbejde fordelt på beredskab og vintertjeneste.
Den lokale beredskabsstab mødtes virtuelt flere gange dagligt for at følge udviklingen i vejr- og føreforhold, vurdere risici og tilpasse indsatsen. Der var et tæt samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Bornholms Politi, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet, Akutberedskabet, hospitalet, BAT og øvrige aktører.
Varsler fra DMI om snefygning og forhøjet vandstand dannede grundlag for beslutninger om forhøjet beredskab, prioritering af vejnettet og placering af ressourcer.
Målrettet indsats på vejnettet
Vintertjenesten og Vej og Park havde fokus på at sikre fremkommelighed på A- og B-veje, som Regulativ om vintervedligeholdelse foreskriver.
Der blev indsat sneplove og specialkøretøjer, herunder udstationerede sneplove ved brand- og ambulancestationer samt terrængående køretøjer til støtte for ambulancetjenesten. Der har været 30-40 køretøjer pr. døgn, som har udført vinterindsatsen i weekenden.
Akutkørsel og nødvendige transporter – herunder ambulancekørsel og dialysepatienter – blev prioriteret og gennemført i tæt koordinering mellem Akutberedskabet, vintertjenesten og politiet.
Beredskab ved kysten og støtte til strandede rejsende
Som følge af varsler om høje bølger og forhøjet vandstand blev der ført løbende tilsyn i udsatte kystområder, særligt i Tejn og Allinge. Der blev ikke konstateret alvorlige skader, og situationen forblev stabil gennem weekenden.
Brandvæsenet etablerede midlertidig indkvartering i færgeterminalen i Rønne for strandede passagerer fredag. Her overnattede 12 personer, som fik adgang til feltsenge og tæpper.
Beredskabet tilbage til normal drift
Mandag morgen den 12. januar vurderede den lokale beredskabsstab, at situationen var under kontrol. A- og B-veje var farbare, og det forhøjede beredskab blev derfor nedjusteret, og kommunen overgik igen til dagligt beredskab.
Bornholms Regionskommune takker alle involverede medarbejdere og samarbejdspartnere for en professionel og effektiv indsats, som sikrede, at borgere og kritiske funktioner fik den nødvendige hjælp under vanskelige vejrforhold.