Danmarks veteraner

Tidligere udsendte mindes og hædres på Flagdagen

31-08-2026

Den årlige nationale Flagdag 5. september for Danmarks tidligere udsendte i internationale missioner (veteraner) bliver igen i år markeret på Bornholm.

Da Flagdagen i år ligger på lørdag, har arrangøren Bornholms Veteran Forum indgået samarbejde med Bornholms Regiment, således at Flagdagen kobles sammen med regimentets Åbent Hus og forældredag for de mange nye værnepligtige. 

Arrangementet gennemføres derfor på Almegårds Kaserne i Rønne, hvor Bornholmergarden indleder med musik fra kl. 11.00.

  • Kl. 11.30 vil regimentschef, oberst Lars Nygaard, byde velkommen og overlade konferencierrollen til MF Peter Juel-Jensen (V).
  • Borgmester Frederik Tolstrup holder talen, efterfulgt af Veteranens tale ved politiassistent Jens Øllgaard Rasmussen.
  • Årets Veteranpris vil blive uddelt af formanden for Bornholms Veteran Forum, Richardt Sølvertorp, ligesom der vil blive uddelt diplom og medaljer til børn af veteraner.
  • Denne del af arrangementet afsluttes med fællessang af fædrelandssangen.

Kasernens Åbent Hus afholdes sideløbende fra kl. 10.00 – 16.00, med en bred vifte af forskellige aktiviteter:
- smag på soldaternes feltration
- prøv deres skydesimulator
- kør en tur i en af de nye pansrede mandskabsvogne
- tag med på Hærløbet gennem det militære terræn og meget mere 

Familiearrangement den 6. september
Som tidligere vil der også i år blive fulgt op søndag 6. september kl. 13-16 med et mere familie-rettet og uformelt arrangement ved Forsvarsmuseet, Arsenalvej 8, Rønne. Her vil der være en NERF-skydebane, område til leg med vandpistoler, hoppeborge til både små og større børn, gratis adgang til Forsvarsmuseet, hyggezone og en let forplejning.

Her er alle velkomne og det er gratis!