I maj måned 2026 afvikles der valg til skolebestyrelserne på alle kommunens skoler. Skolebestyrelsen spiller en central rolle i at forme skolens hverdag og fremtid. Det er et vigtigt organ, hvor medlemmerne har stor indflydelse på skolens DNA. Det er skolebestyrelsen, der udarbejder skolens principper for; undervisning, trivsel og samarbejdet mellem skole og hjem.
Skolebestyrelsen er ikke bare møder og papirer
Det er her, du som forælder kan få indflydelse på dit barns hverdag i skolen. Du er med til at sætte retning for trivsel, læring, værdier og samarbejdet mellem skole og hjem. Kort sagt: Du er med til at skabe den skole, dit barn går i. Du behøver ikke have særlige forudsætninger for at stille op – det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig og bidrage med dine perspektiver som forælder.
Skolerne håber, at mange vil møde op på valgdagen, bakke op og overveje at stille op som kandidat. Jo flere der engagerer sig, jo stærkere bliver fællesskabet omkring vores skoler. Du kan finde information om, hvornår og hvor valget foregår på din skoles hjemmeside.
- Tag del i fællesskabet – og vær med til at gøre en god skole endnu bedre.
- Ønsker du yderligere information om valgene, kan du kontakte den enkelte skoles kontor.
