Legionella: Kommunen inviterer borgere og virksomheder til informationsmøde om risici og nye regler

Publiceret 16-09-2025

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​I Danmark ser vi desværre en generel stigning i antallet af tilfælde af smitte med legionella – Bornholms Regionskommune inviterer derfor til informationsmøde om legionella og hvad borgere og virksomheder kan gøre for at forebygge smitte.

Foto relateret til artiklen

Legionella er en bakterie, som kan findes i stillestående eller lunkent vand – især i varmtvandsanlæg, brusere, luftkølere og lignende installationer. Hvis bakterien spredes gennem vanddamp og inhaleres, kan man risikere at få legionærsygdom – en sygdom med influenzalignende symptomer, men som i værste fald kan udvikle sig til en alvorlig lungebetændelse.

De seneste år har Danmark oplevet en generel stigning i antallet af legionellatilfælde, og det har blandt andet ført til ny lovgivning på området, som stiller krav til plejehjem og hospitaler om at føre kontrol og indberette prøveresultater og eventuelle foranstaltninger mod legionella. Men langt flere virksomheder kan med fordel handle proaktivt og få fokus på at undgå den usynlige smitterisiko for at beskytte borgerne.

Og du som borger kan også tage nogle enkle skridt for at forebygge – cirka halvdelen af de registrerede tilfælde skyldes nemlig smitte i eget hjem.

 


Invitation til infomøde

Ofte er det meget lette og billige løsninger, der kan bruges til at forebygge, og derfor inviterer Bornholms Regionskommune ti​l et offentligt informationsmøde:

Tirsdag d. 23. september 2025
kl. 16.00 – ca. 18.00
i "festsalen" på Kildebakken
Kildesgårdsvej 19, Tejn, 3770 Allinge

Tilmelding skal ske senest den 19. september til Hans Ole Bech på tlf.: 24 85 21 03 eller på mail: vhobech@msn.com

 

Emner der behandles på mødet:

  • Information om legionærsygdom og antal af smittetilfælde.

  • Hvad gør Bornholms Regionskommune?

  • Ny lovgivning kræver af hospitaler og plejecentre at de indberetter analyseresultater og foranstaltninger, og giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan sætte flere ejendomme ind under samme ordning.

  • Hvilket ansvar har institutioner og virksomheder for at forebygge opformeringen af legionella?

  • Hvordan kan borgere, institutioner, virksomheder og andre forebygge?

  • Hvordan kan du få mere hjælp til forebyggelse?


Der bliver også god tid til spørgsmål fra deltagere.
 
Indlægsholdere er blandt andre:

  • Majken Kofod Hansen, hygiejne- og kvalitetskonsulent i Bornholms Regionskommune

  • Hans Ole Bech, miljøtekniker og sagsbehandler på legionellaområdet i Bornholms Regionskommune, Miljø

  • Steen Pedersen, driftsleder i Bornholms Regionskommunes Ejendomsservice, Idræts og Ejendomsdrift

  • Diana Torkelund, specialist i legionella fra Københavns Kommune og har tidligere arbejdet med legionella hos flere rådgivningsfirmaer.​

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til drift, indretning og indstilling af dit varmtvandssystem, eller hvis du har spørgsmål til sygdomme forårsaget af legionellabakterier, kan du kontakte kommunens medarbejdere:

Majken Kofod Hansen, hygiejnekonsulent, kan svare på spørgsmål der handler om legionærsygdom på tlf. 56 92 78 32. 

Hans Ole Bech, miljøtekniker, kan kontaktes med andre spørgsmål om legionella på tlf. 24 85 21 03.

Hvad kan du gøre for at forebygge?

Legionella-bakterier trives i lunkent og stillestående vand.

Tager du brusebad i vand med legionella, kan du blive smittet, når du indånder vandet, der er forstøvet.

Legionellabakterier formerer sig i lunkent vand, men ikke i koldt vand under 20 grader. Bakterien vokser ikke ved temperaturer over 50-55 grader. 

Særligt bruseslanger, som kun bruges periodevis, er udsatte. Når du ankommer til sommerhuset eller andet, eller vender hjem fra ferie, kan det derfor være en god idé at skrue helt op for det varme vand på termostaten og lade vandet løbe gennem slangen et par minutter. Helst uden at vandet forstøves. 

Skyl vandhaner og brusehoveder igennem med udelukkende varmt vand, hvis de ikke har været brugt i flere dage.

Hold varmtvandsbeholderen på mindst 55-57 °C for at undgå vækst af bakterierne.

Lad koldt vand løbe, indtil det er helt koldt, før brug, hvis det har stået stille.

Udskift eller rengør brusehoveder og slanger jævnligt for kalk og belægninger.

Brug begge vandhaner (varm/kold) regelmæssigt, så vandet ikke står stille i rørene.

Hvis du har egen varmtvandsinstallation, så få den efterset jævnligt af en fagperson.