Et nyt kapitel begynder for Dams Gård og Rønnes bymidte

Publiceret 15-10-2025

Kommunalbestyrelsen godkendte på deres møde den 9. oktober en igangsættelse af første etape af forsøgsordning for Frie bymidter i Rønne. Det betyder at der nu bliver taget hul på processen med at udarbejde et visionsoplæg for Dams Gaard, og samtidig bliver der sat gang i den første udvendige renovering af den smukke gamle bygning i Krystalgade.

Visionsoplægget skal tydeliggøre de potentialer og muligheder bygningen rummer, samt hvilke principper der skal ligge til grund for selve transformationen og renoveringen.

Arbejdet med visionsoplægget bygger videre på den inddragelsesproces, der har været omkring omdannelsen af Dams Gård til et nyt centrum for aktiviteter, kultur og fællesskab, og de erfaringer der er gjort i den midlertidige periode fra 2021-2025.

Den udvendige renovering kommer i første omgang til at omfatte det store tegltag og de flotte gamle vinduer i hovedbygningen. Arbejdet forventes at foregå frem til sommerferien 2026.

Faktaboks

Forsøgsordning for bymidter

Målgruppe: Mindre og mellemstore byer med 4.000–20.000 indbyggere
Formål: At styrke bylivet og den nære velfærd gennem etablering af velfærdscentre i bymidterne
Deltagere: 14 kommuner i samarbejde med lokale aktører
Finansiering: Der er afsat 130 mio. kr. til medfinansiering af fornyelse og etablering af lokale velfærdsfunktioner
Periode: 2024–2029
Evaluering:
Midtvejsevaluering: 2027
Slutevaluering: 2030
Baggrund: Mange bymidter har behov for et fysisk løft og forskønnelse af bygninger og bymiljøer.