Vejledning til investeringsstøtte
Vejledning til ansøgning om investeringsstøtte til produktionsanlæg, maskiner og udstyr i projektet Klar til Energiø Bornholm
Hvem kan søge, og hvad kan der søges midler til?
Bornholmske virksomheder, eller virksomheder der planlægger at etablere sig på Bornholm, og ønsker at indgå i samarbejde med offshore industrien. De kan søge investeringsstøtte med udgangspunkt i en Business case og budget, der beskriver investeringsprojektet og de forventende effekter/resultater i form af øget omsætning, indtjening, kompetence eller flere ansatte ved investeringerne. Der ydes støtte til investeringer som er relateret til Energiø Bornholm. Endvidere kan det oplyses at støtten vil være omfattet af EU-statsstøttereglerne.
Virksomhederne kan søge investering til:
- Produktionsanlæg, maskiner og udstyr.
Der ydes ikke støtte til:
- Drift, trafikal eller fysisk infrastruktur, som jord, veje eller bygninger.
- Software, licenser, knowhow og patenter.
- Rådgivning vedrørende køb og ibrugtagning af Produktionsanlæg, maskiner og udstyr.
Det indkøbte anlæg og udstyr må ikke afhændes eller udlejes før 3 år efter det tidspunkt, hvor sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har udbetalt den sidste del af støtten til projektet.
Hvornår og hvordan søger du?
Sidste ansøgningsfrist er 6. august 2023. Hvis vi modtager ansøgningen efter ansøgningsfristen, vil den ikke komme i betragtning.
Virksomheder skal ansøge om støtte inden en investering er påbegyndt (udgiften er afholdt) og får først udbetalt støtten ved dokumentation af fakturabetaling. Fakturaer modtaget efter 1. december 2023 vil ikke blive udbetalt.
Ansøgning foregår ved, at du:
- Udfylder ansøgningsskemaet (nederst på denne side)
Klargør dine bilag:
- Underskrevet Partnerskabserklæring
- Udfyldt de minimis-erklæring (Erklæring om de minimis)
- Seneste 3 årsregnskaber
- Business case samt budget
- Dokument ”Valg af leverandør”
Omkring ”Valg af leverandør”, så skal der indhentes minimum 2 tilbud på den forventede anskaffelse (investering), hvoraf ét er udvalgt med en dertilhørende begrundelse for valg af leverandør/tilbud.
Send både ansøgningsskemaet samt alle bilag til Allan Funch Kofod, Allan.Funch.Kofod@brk.dk med emnefeltet ”Investeringsstøtte KEØ”. Du vil kort tid herefter modtage en bekræftelse på at vi har modtaget din ansøgning.
Hvor stort er støttebeløbet?
Projektets samlede investeringspulje er på kr. 1.500.000,-. Ind til videre er der givet tilsagn på kr. 855.000,- med 50% støtte. Restpuljen er derfor på kr. 645.000 kroner, hvor af støtten maksimalt kan udgøre 50 procent af den samlede investering (kr. 322.500,-). Der kan søges støtte på minimum 25.000 kroner og maksimum 322.500 kroner.
Ansøger virksomheden om større investeringstilskud end 322.500 kroner kan styregruppen i Klar til Energiø Bornholm beslutte at overstige det maksimale støttebeløb, hvis styregruppen vurderer, at investeringen i særlig grad er nytænkende, har særligt store effekter/resultater og må anses som et særligt eksempel for efterfølgelse. Se i øvrigt de listede vurderingskriterier.
Kriterier for afgørelser
Vurderingen af ansøgninger sker efter følgende kriterier:
- Tilskyndelsesvirkning (hvorfor der er behov for tilskud for at kunne gennemføre investeringsprojektet. Samtidig skal det beskrives, hvad et tilskud kan gøre muligt og som ikke ville ske uden tilskuddet.
- Effekt/resultat (hvilke effekter/resultater forventes der på baggrund af investeringen. Det afgørende vil være, om forretningsmodellen viser, at der kan opnås betydelige og målbare forbedringer af f.eks. omsætning, indtjening, øget kompetence eller flere ansatte ved investeringerne. Beskrivelse af Business casen og budget ligger til grund for den forventende effekt/resultat).
- Nyhedsværdien (her kan også noteres, hvis der er anden effekt som forventes udløst gennem investeringen, defineret ved f.eks. et nyt forretningsben eller øget kompetencer i virksomheden, forbedret arbejdsforhold, social ansvarlighed i produktion, logistik mv.)
- Positive bidrag til Bornholm som Energiø (På hvilken måde bidrager investeringen til fortællingen om Bornholm som energiø og/eller det samlede servicetilbud der tilbydes som energiø).
Vi vejleder gerne i udfyldning af ansøgning undervejs.
Kontakt: Jørn Pedersen, Business Center Bornholm, jp@bornholm.biz
Ligeledes kan du blive kontaktet efter ansøgningen er indsendt med henblik på at forklare eller udbedre ansøgningen.
Når vi har behandlet din ansøgning og truffet beslutning, sender vi afgørelsen til dig. Det vil enten være i form af et tilsagnsbrev eller et afslagsbrev med begrundelser samt en klagevejledning