- Gotland viser vejen.
Men vi skal bevæge os i et langt højere tempo
Et bæredygtigt kongrescenter med plads til 700 gæster vil skabe 70-80 nye helårsjob på Bornholm. En arbejdsgruppe skal hen over sommeren afdække de store danske og internationale pengetankes umiddelbare interesse for at skyde penge i projektet.
Ni år. Så lang tid varede en til tider højrøstet debat blandt Gotlands politikere, erhvervsliv og borgere, inden kongrescenteret Wisby Strand med plads til 1000 gæster blev åbnet i april 2007. I dag er det svært at finde modstandere af projektet på den svenske ø. Gæsterne er strømmet til. Centeret har skabt nye arbejdspladser. Omsætningen ligger over budgettet. Og øens hoteller har øget antallet af overnatninger markant og bygger endog 350 sengepladser mere.
Wisby Strand er kort sagt en succes.
På Bornholm – der på mange måder har en befolknings- og erhvervsstruktur, der kan sammenlignes med Gotlands - har vi kun lige taget hul på debatten om etablering af et internationalt kongrescenter med arbejdstitlen ’Green Solution House’. Men selv om vi kan lære meget ved at dykke ned i svenskernes erfaringer, så er der et centralt punkt, hvor vi skal træde langt uden om deres fodspor, understreger projektleder Trine Richter fra Business Center Bornholm.
”Vi kan ikke bruge ni år på at beslutte os. Wisby Strand er et konventionelt kongrescenter, mens Green Solution House skal bygges og drives som Nordens første 100 procent bæredygtige kongrescenter. Der er enorm fokus på bæredygtighed i disse år, og derfor skal vi handle hurtigt, mens bølgen er på sit højeste. Hvis vi ikke gør det, er der nogle andre, der overhaler os. Så jeg vil sige maksimalt fem år. Længere må vi ikke trække den”, siger Trine Richter.
I slutningen af marts fremlagde Trine Richter, der har haft ledende stillinger i både den finansielle verden og i hotelbranchen, en markedsanalyse af det økonomiske grundlag for Green Solution House for medlemmerne af Bornholms Vækstforum. Analysen viser, at en investor vil kunne få et afkast på syv procent ved at skyde penge i Green Solution House. Det lyder jo ganske pænt, men da de store pengetanke som en tommelfingerregel forlanger et afkast på 8,6 procent, er det ikke helt nok.
”Analysen er meget følsom og på nogle områder baseret på et forsigtigt budget. I centrets tredje leveår er der således budgetteret med knap 67.000 mødedage – Wisby Strand havde 63.000 mødedage allerede det første år. Endvidere kan en prisstigning på bare 5 procent gøre investeringen rentabel set med investorøjne. Så der skal ikke ret meget til, før Green Solution House kan blive et interessant investeringsobjekt”, understreger Trine Richter.
Store gevinster til Bornholm
Medlemmerne af Bornholms Vækstforum var da heller ikke mere betænkelige ved den finansielle udfordring, end at de besluttede at arbejdet med Green Solution House skulle gå videre til næste fase. Gevinsterne for det bornholmske samfund vil nemlig være store, hvis kongrescenteret bliver en realitet.
Af markedsanalysen fremgår det, at der udover en betydelig positiv effekt på de bornholmske hoteller – der vil få langt flere gæster uden for højsæsonen - vil blive skabt nye jobs i de af øens virksomheder, der servicerer og leverer til hotellerne. Ifølge statistiktal fra Danmarks nationale turismeorganisation, VisitDenmark, vil centeret kunne skabe 70-80 ekstra årsværk.
Green Solution House vil desuden øge Bornholms synlighed over for nye målgrupper og dermed øge antallet af ferieturister. I hvert fald svarede 80 procent af kongresdeltagerne i en Wonderful Copenhagen-undersøgelse, at de sandsynligvis ville vende tilbage til København for at holde ferie.
Det er også værd at bide mærke i, at pengene ligger løsere i lommerne på kongresgæster, der i gennemsnit har et døgnforbruget på ca. 3.100 kr. Ferieturisten lægger ca. 465 kr. i døgnet.
”Hvis vi lykkes med det her, så vil det både direkte og indirekte give et markant løft til den bornholmske økonomi. Men det er naturligvis ikke bare lige – der er en række udfordringer, som vi skal finde løsninger på”, siger projektleder Trine Richter.
Hoteller skal matche bæredygtigheden
Efter behandlingen i Bornholms Vækstforum blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med projektet. Arbejdsgruppen består af repræsentanter for hotel-, restaurant-, catering- og turisterhvervets hovedorganisation, HORESTA (der både får en lokal og en national repræsentant), VisitDenmark, Destination Bornholm og turismeklyngen under Bornholms Vækstforum. Til arbejdsgruppen tilknyttes desuden en række specialkonsulenter.
Arbejdsgruppen skal blandt andet afdække de store danske og internationale pengetankes umiddelbare interesse for at skyde penge i Green Solution House.
”Det skal ikke forstås sådan, at vi allerede nu skal have investorerne på plads. Men vi har en aftale med et konsulenthus om, at de skal præsentere planerne for en række potentielle investorer, så vi på den måde får en pejling af interessen”, siger Trine Richter.
Arbejdsgruppen skal endvidere komme med bud på, hvordan de bornholmske hoteller kan udvikles, så de matcher den bæredygtighed, som skal være hovedattraktionen ved Green Solution House.
”Det er klart, at kongresgæsterne ikke vil lade sig nøje med, at kongrescenteret er drevet bæredygtigt. De hoteller, som de skal overnatte på, skal være på samme niveau. Ellers hænger det ikke sammen”, siger Trine Richter, der tilføjer, at arbejdsgruppen også skal lave en plan for øget markedsføring af Bornholm som møde-ø.
Arbejdsgruppen skal fremlægge resultatet af sit arbejde for Bornholms Vækstforum den 7. september.
TEKST: ULF FØRSTELIIN