Med Øresundsbroen, en af verdens hurtigste færger og hyppige flyafgange mellem Rønne og København, er Bornholm kommet tættere på resten af Danmark. Med fly fra Rønne kan du stå på Rådhuspladsen i København på 45 minutter. Med færge og bus, bil eller tog kan du være der på ca. 2 timer og 45 minutter.
Til lands, til vands -
Hurtigfærgen Villum Clausen har på hverdage mellem to og fem afgange fra Rønne til Ystad i Sverige. Overfarten tager 1 time og 15 minutter. Tager du en af Bornholmstrafikkens andre færger, tager det 2½ time. Du kan også tage natfærgen mellem Rønne og Køge. Rejser du mere end et par gange om året, kan du med fordel bruge Bornholmstrafikkens rabat-kort.
Fra færgelejet i Ystad til Rådhuspladsen i København er der 60-70 minutters køretid, uanset om man tager egen bil, bus eller tog.
Den billigste rejseform mellem Rønne og København er med DSB eller Bornholmerbussen, når du har rabatkort til Bornholmstrafikken.
- og i luften....
Selskabet Cimber Air har på hverdage seks flyafgange mellem Rønne og København. Flyvetiden er ca. 25 minutter. Der er rabatordninger til hyppigt rejsende.
Endvidere flyver også Norwegian til Bornholm i sommermånederne. De har afgange fire dage om ugen.
Pendler
I takt med at det er blevet nemmere at komme til og fra Bornholm, er der sket en stigning i antallet af pendlere, der bor på Bornholm og arbejder på Sjælland - typisk i København - en, to eller flere dage om ugen. Omkring 1000 bornholmere kan betegnes som pendlere (opgjort medio 2008).
Fordi Bornholm betegnes som en udkantskommune, kan bornholmere med arbejdsplads uden for kommunen få et forhøjet befordringsfradrag. Du får desuden en række øvrige fradrag, uanset om du tager natfærgen til Køge, flyver, eller tager færgen til Ystad og derfra med tog, bus eller egen bil.
Læs en pendler-historie og få mere information i menuen til højre.