Hvad er Juleskibet?
Juleskibet er et showroom og en markedsplads for bornholmske kunsthåndværkere og fødevareproducenter. Også enkelte turist- og servicevirksomheder udstiller på juleskibet.
Juleskibet startede i 1991, hvor det lagde til kaj ved Kvæsthusbroen i København, og hvert år med succes. I oktober 2004 blev sejlruten lagt om og nu sejler natfærgen og dermed også Juleskibet til Køge. Til glæde for alle parter har Køge by gjort en stor indsats for at byde bornholmerne og Juleskibet velkomne, og vi glæder os til det hvert år.
Skibet er ladet med...
unikke og kreative håndværk; tøj til store og små; delikatesser og julelækkerier; dejlige ferietilbud og kulturoplevelser; sjove og smukke gaveidéer og masser af godt læsestof.
Veteranbussen fra De bornholmske Jernbaners tid er selvfølgelig med og kører mellem Køge station og Juleskibet hele dagen.
Igen i år har Køge Turistforening sponseret 10 stk. gavekort a 200,- kr. Der trækkes lod på billetnumrene, så hold øje med skiltene ved udgangen før du forlader skibet – måske har du vundet.
Det er Bornholmstrafikken AS og Business Center Bornholm der arrangerer Juleskibet, og som arrangører er det blandt andet vores opgave at sikre en tilfredsstillende kvalitet af udstillerne og deres produkter. Juleskibet har forskellige målsætninger, heriblandt ”variation” og ”kvalitet”. Det er diskutable kriterier, men arrangørerne påtager sig opgaven med at sikre, at udstillerne både supplerer hinanden og hver især lever op til Juleskibets formål.
Disse kriterier afgrænser imidlertid ikke knivskarpt hvad der er – og hvad der ikke er – et bornholmsk produkt. Det er således arrangørerne, der i tvivlstilfælde vurderer om en udstiller falder inden- eller udenfor Juleskibets målsætning om at præsentere produkter, som man med ret og rimelighed kan sige er bornholmske.
For at sikre Juleskibets troværdighed, er der udfærdiget en erklæring som den enkelte udstiller skal udfylde og returnere i underskrevet stand sammen med sin tilmelding til Juleskibet.